Fra og med D-årgangen genindføres unghestesatsningen over tre år.
Dansk Travsports Centralforbund udsendte i går, onsdag, en pressemeddelse omkring genoplivning af unghestesatsninger. Pressemeddelelsen lyder således:
HFF har efter opfordring fra væddeløbssporten besluttet at bakke op om en genoplivning af den effektfulde unghestesatsning. Over tre år igangsættes ordninger for trav- og galopheste for et samlet beløb på 9 mio. kroner.
Begyndende med årets 2-åringer (D- årgangen) og fortsættende med både E– og F- årgangen vil der komme en massiv unghestesatsning i de kommende sæsoner, hvor ejerne af en unghest, der kommer til start som 2 eller 3-åring (og opfylder nogle specifikke betingelser), vil modtage kr.12.000. For galophestene vil der være en egen ordning.
Da ideen med en unghestesatsning blev ført ud i livet første gang i 2005, betød det meget store stigninger i antallet af 2 og 3 åringer, som kom til start. Eksempelvis steg startprocenten for 2-årige heste fra henholdsvis godt 6% til lidt over 12%. Året efter var startprocenten for 3-åringerne gået op fra 37% til hele 53%. Disse høje niveauer holdt sig over tid og var medvirkende til, at der var basis for at opretholde antallet af løb i de pågældende år på trods af en nedgang i fødselstallet.
Med den nye unghestesatsning er det forhåbningen, at de tre årgange (D-E-F) vil kunne bidrage både kvalitativt men i særdeleshed også kvantitativt til at gøre de danske løb sportsligt og spillemæssigt interessante.
Regelsæt for opnåelse af tilskud
Ordningen gælder for heste, der er født i 2015/2016/2017 og optaget i Dansk Travsports Centralforbunds Fødselsregister for D/E/F – årgangene eller supplement til dette.
Regelsæt for udbetaling
For heste i D – årgangen gælder:
Hvis en hest i 2017 som 2 års eller i 2018 som 3 års godkendes i prøveløb på en dansk bane og efterfølgende senest 31.december 2018 har gjort sine to første starter på en dansk bane, ydes et tilskud på kr. 12.000.
Tilskuddet på kr. 12.000 tilfalder den eller de personer, der er registreret som ejer/ejere ved hestens anden start.
Vigtigt: Opmærksomheden skal henledes på, at såvel godkendelse i prøveløb som de første to starter skal ske på dansk bane.
Godkendes en hest først på en udenlandsk bane eller starter i en af sit livs to første starter på en udenlandsk bane, fortabes retten til udbetaling.
Tilsvarende ordning vil være gældende for heste i E- og F – årgangen.