Frantz Praëm stopper som træner

Odense-træneren Frantz Praëm lukker sin trænerforretning inden den 1. september 2019.

Frantz Praëm udsendte fredag formiddag nedenstående pressemeddelse omkring trænerstoppet:

Som flere sikkert er klar over tog mit liv en meget uventet drejning i slutningen af 2018, som jeg ikke selv var herre over.

En drejning, der har stor indflydelse på mit liv og virke som travtræner, da det hurtigt blev klart, at jeg ikke længere kunne drive min trænervirksomhed på Holmegaarden i Taulov.

Som en konsekvens af dette kom flere ideer og forslag om hvad fremtiden kunne bringe på bordet, og det blev drømmen om at bo i Norge (Larvik) en tid, der vandt.

Hvornår der lukkes ned i Taulov kommer der nærmere om i den nærmeste fremtid – dog senest den 1/9-2019.

I skrivende stund har jeg ikke noget job i mit nye hjemland, men har lavet en mundtlig aftale med travtræner Kåre Andersen der driver www.unghestsenter.no nær Jarlsberg Travbane, hvor de heste vi har i familien kan stå opstaldet, og hvor der er fine træningsmuligheder.

Tak til hesteejere – til kolleger og venner – for jeres opbakning i min tid som travtræner og som formand for Trænerforeningen af 1909.

Jeg håber på en lys fremtid for dansk travsport med lanceringen af Derby25.dk. Jeg vil ihverfald følge spændt med, fra “sidelinjen” og kommer også helt sikkert til at besøge danske baner med vore heste.