Jeppe Juel genvandt DM

For andet år i træk og for tredje gang i karrieren gik Jeppe Juel til tops i DM for Travtrænere.

Jeppe Juel kørte sejrsløs og hentede blot syv point i DM for Travtrænere på finaledagen på NKI Racing Arena Aalborg. Alligevel kunne Aalborg-træneren lade sig hylde for andet år i træk. Dermed har Jeppe Juel vundet DM for Travtrænere tredje gang i alt. De to øvrige titler kom i 2006 og 2015.

Lunden-træneren René Jonassen kom bedst fra start på finaledagen. Overtog spidsen med Kurt Larsen-trænede Simone Speedy efter en kilometer og sejrede i 1.17,0/2140 meter auto. I samme afdeling var Jeppe Juel uplaceret med Ata Vategård, mens DM-toeren Anders Pedersen var fjerde med Aura Olympic.

Den tredobbelte danske mester René Kjær måtte nøjes med fjerdepladsen i den samlede stilling. “Nisse” bogførte dog en flot sejr på finaledagen. Med Holck Søndergaard-trænede Thelma H S efter en imponerede præstation i 1.15,2/2140 meter auto. Jeppe Juel endte uplaceret med Anastasia H J.

Der var ikke meget, der kørte i olie for Lunden-træneren Nicolaj Andersen. Han endte på sidstepladsen i DM, men kunne alligevel notere sig for en sejr. Vandt med Gordon Dahl-trænede AC DC i 1.15,5/2140 meter auto. Jeppe Juel nåede femtepladsen Rex J K og tjente to point til den samlede DM-stilling.

Morten Friis endte næstsidst i DM for Travtrænere, men Skive-trænerens nåede også på vinderpladsen. Med Kaj Jensen-trænede Theodora Garbo, der vandt efter rygløb i 1.14,7/2140 meter auto. Jeppe Juel kørte uden for præmierækken med Sigi Tiki, og fastholdt minimal spænding i det danske mesterskab.

Det blev til Lunden-hattrick i 11. afdeling af DM. Udover René Jonassen og Nicolaj Andersen, kom også Ken Ecce på vinderpladsen i Aalborg. Efter føring hele vejen sejrede Ken Ecce med John Jensen-trænede Uno Baunehøj i 1.14,3/2140 meter auto. Fjerdepladsen med Without You gav Jeppe Juel ny DM-titel.

Der var kamp om de øvrige placering på podiet. Christian Lindhardt spidssejrede med Peter Jensen-trænede Total Value i 1.14,3/2140 meter auto. Anders Pedersen sikrede DM-sølv med andenpladsen med Only Gardenia, mens Ken Ecce var fjerde med Rap P D. Jeppe Juel var femte med A’ka Sjæl Skov.

Slutstillingen i DM for Travtrænere 2016

1. Jeppe Juel, Aalborg – 41 point
2. Anders Pedersen, Aalborg – 31 point
3. Ken Ecce, Lunden – 30 point
4. René Kjær, Odense – 27 point
5. Christian Lindhardt, Tyskland – 26 point
6. Birger Jørgensen, Aarhus – 23 point
7. Knud Mønster, Skive – 21 point
8. Bent Svendsen, Skive – 17 point
9. Henrik Lønborg, Aarhus – 17 point
10. René Jonassen, Lunden – 16 point
11. Morten Friis, Skive – 14 point
12. Nicolaj Andersen, Lunden – 13 point