Steen Juul

Navn Steen Juul
Adresse Mannerupvej 8, Osted
Postnr./by 4000 Roskilde
Telefon (privat) 46 49 61 14
Mobil 40 33 45 16
Mail sjuul@mail.tele.dk
Hjemmeside
Født 20. august 1950
Trænerstart 1. december 1974
Hjemmebane Charlottenlund Travbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Dansk Trav Derby SYV GANGE!

“Mr Derby” kan sidst på året fejre 40-års jubilæum som travtræner, og selvom CV’et omfatter over 6.000 sejre, heriblandt ikke færre end syv Derbytriumfer, giver Steen Juul sig fortsat 100 % i alt hvad han foretager sig – men der ér trods alt nogle fordele ved at blive ældre …

– Jeg har det jo fint fysisk og mærker ikke det store i hverdagen, selvom jeg har været ude for en del, men er ikke mere med i det daglige knoklearbejde. Der er jo ellers nok at lave, men det desideret hårde arbejde overlader jeg til Camilla (Juul), Christian (Clausen) og Jens (de Rosche), som laver et kolossalt stykke arbejde til hverdag, siger Steen Juul.

– Hvis de ikke havde været der og taget slidet, havde jeg ikke drevet den forretning jeg gør i dag. Vi har et rigtig godt sammenhold i stalden – alle løfter i fælles flok og det er altid kanon at omgås unge mennesker, der brænder for det de arbejder med, som mine folk gør.

Set udefra har Christian Clausen været hos Steen Juul “altid” – men han var faktisk helt væk fra sporten i nogle år, og det var kun takket være svigerfars gode overtalelsesevner, at han vendte tilbage. Senere kom Steens datter Camilla også med på holdet.

– Det var mig, der overtalte hende og Christian til at komme tilbage og det har jeg bestemt aldrig fortrudt. Jeg håber da også de er tilfreds – de har ihvertfald ikke givet udtryk for andet, smiler Steen Juul, som indledte karrieren på Skive Trav, hvor han i sin tid blev udlært hos Viktor Borregård. 1. december 1974 startede han som selvstændig og tre år senere vandt han sit første af i alt syv trænerchampionater på hjemmebanen.

“Det er gået fantastisk”
I slutningen af 1982 rykkede Steen Juul teltpælene til Lunden og med undtagelse af en mindre “afstikker” til Halmstad, har han således haft langt størstedelen af sin karriere på landets hovedstadsbane og set i bakspejlet er det gået ganske godt.

– Med de økonomiske betingelser vi har haft i dansk travsport, er det er gået fantastisk. Det er helt ufatteligt at vi har vundet de løb vi har vundet, og været i stand til at drive den forretning vi har gjort igennem så mange år, siger Steen Juul, som altid har haft et vinderinstinkt udover det sædvanlige, omend den ambitionsmæssige overligger er blevet hævet flere gange.

– Først drømmer man jo om at blive champion på hjemmebanen og når man har opnået dét, vil man gerne prøve at vinde nogle af de større løb, men mennesker har det med aldrig at være 100 % tilfreds. Man vil altid stræbe endnu mere og sådan har det også været for mit vedkommende.Så længe jeg fortsætter med at gøre det jeg gør, går jeg 100 % ind for det. Jeg hader når noget er halvgjort – det ændrer sig aldrig.

Siger manden, der som travkusk har vundet mere end de fleste tør drømme om, men som også talrige gange har været udfordret af skæbnen.

Han har været impliceret i et flystyrt, der kostede flere andre mennesker livet, en håndfuld meget dramatiske styrt og gennemgået en hofteoperation, der betød tre måneders pause. Men gang på gang har Steen Juul rejst sig som en Fugl Føniks og kæmpet sig tilbage på toppen af dansk travsport.

Som sent som i fjor var han centimeter fra sin ottende Derbysejr efter en medrivende opløbskamp med Birger Jørgensen, der på målstregen trak det længste strå med Stand And Deliver.

Man kan kun tage hatten af for “Juule-manden”.

Op ad bakke med Derbykandidaterne
I fjor havde Team Juul to af landets allerbedste 3-åringer i skikkelse af Takethem og Tycoon Conway Hall, der vandt hhv. Dansk Trav Kriterium (gæstekørt af Knud Mønster) og Grand Circle 3-års Championat, men selvom Tycoon Conway Hall har indledt 4-årssæsonen rigtig fint og bl.a. kvalificerede sig til finalen i det svenske storløb, Kungapokalen, har heldet overordnet set ikke tilsmilet staldens Derbykandidater.

– Tycoon Conway Hall (Conway Hall) var jeg rigtig skuffet over i Kongepokalen, hvor han slet ikke kunne følge med til slut. Han var tidsmæssigt godkendt, men vi tog efterfølgende nogle blodprøver og der var slet ingen tvivl om, at det var bronkitis, hvilket han nu er i behandling for, siger Steen Juul.

– Typisk kan den slags “jages væk” på en uges tid hvis man er heldig, men det kan selvfølgelig også blive hængende i længere tid. Lige nu er han fortsat under medicinering og har derfor ikke været trænet siden vi skulle kontrollere hvad der var galt, men det er stadig planen at Tycoon Conway Hall skal ud i 4-årsprøverne i Århus den 22. juni.

– 4-årsprøverne er også målet med Takethem (From Above) – der ikke har startet siden 17. november i fjor – men han har ikke fungeret helt som jeg gerne ville og det er ikke sådan at jeg jubler, over det han præsterer i træning for tiden, siger Steen Juul.

– Men vi arbejder selvfølgelig fortsat på at få Takethem klar igen. Det gælder bl.a. med akupunktur og kiropraktik, men jeg kan ikke lide at arbejde for hårdt med en hest, der ikke er i orden, så vi holder lidt igen med træningsarbejderne.

Ellers drejer det sig om heste som Touch Of Globe, Thunder Peak og Tender Love, som Steen Juul også regner med at starte i 4-årsprøverne om 2½ uge.

3-åringerne har ikke imponeret
Blandt Steen Juuls 3-åringer har Up To Date Hanke (Classic Grand Cru) klaret sig bedst hidtil uden at imponere det store – sidst på Fyn var hesten desideret svag efter et ellers fint løb i ryg på den førende.

– Han har ikke gjort noget specielt i år og var tom den dag, siger Steen Juul og giver de andre 3-åringer i stalden, som har starter på nuværende tidspunkt, flg. ord med på vejen:

– Ultra Modern Yankee (Conway Hall) er helbror til Tycoon Conway Hall, men har slet ikke samme kapacitet.

– Visit My Winner (Pine Chip) har bare gjort tre starter og gik rigtig godt sidst, men er en stor hest, som vi er lidt forsigtige med. Jeg synes hun skulle ha’ en chance i de lidt større løb for at se hvor hun stod, selvom hun endnu ikke er færdigudviklet, men det er en hest med et vis talent.

– De øvrige 3-åringer (otte styk) er stort set alle godkendt og i princippet startklar, men hvad de kan er lidt svært at vurdere endnu. Man håber selvfølgelig altid de har noget talent, men er i sagens natur lidt bagefter dem, der allerede har startet.

Team Juul råder pt. over syv 2-åringer, men så tidligt på sæsonen er Steen Juul ikke meget for at sige noget konkret om hestene.

– De ser jo altid godt ud på det her niveau, men vi træner ikke bevist på at få dem til start som 2-års, siger Steen Juul.

“Meget har ændret sig”
Efter et langt liv i travsportens tjeneste og næsten 40 år som selvstændig træner har Steen Juul oplevet en masse, og meget har ændret sig i årene der er gået.

– Først og fremmest foregik det hele jo dengang ude på banerne, før vi fik internet og offtrack-betting, og de økonomiske vilkår har selvfølgelig også ændret sig, siger Steen, som dengang han havde allermest travlt rådede over ca. 70 heste.

– Mens jeg var på Halmstad havde vi ca. 45 heste i Sverige og 25 i Danmark, men jeg har selv valgt at trappe lidt end og det antal vi ligger på nu (43 heste iflg. trav.dk) er mere passende.

Med over 40 heste i træning kunne man forestille sig, at Steen Juul brugte en stor del af tiden på at tale med sine hesteejere, men det er ikke tilfældet.

– Mange synes jo de til besvær, så de “ligger” ikke og ringer hele tiden, selvom jeg på ingen måde har frabedt mig det. Men det er forbavsende lidt jeg taler i telefon med hesteejerne i forhold til den interesse de har i deres heste. Det er også noget, der har ændret sig med årene. Før i tiden brugte jeg måske et par timer efter hver løbsdag på at tale med hesteejerne, men efter vi har fået mobiler, er det mere eller mindre klaret når man kommer hjem, slutter Steen Juul.