Peter Rasmussen

Navn Peter Rasmussen
Adresse Vestre Skivevej 24
Postnr./by 7800 Skive
Telefon (privat) 97 54 53 252
Mobil 22 37 95 50
Mail Lone.rasmussen@dk.issworld.com
Hjemmeside www.peterrasmussen.dk
Født 13. marts 1963
Trænerstart 1. marts 1994
Hjemmebane Skive Trav
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Dansk Trav Derby (Atom Tess) og Harper Hanovers Lopp (Tøjeksperten)

Som træner har Peter Rasmussen vundet de fleste danske storløb samt udenlandske storløb som Grotje Preis der Lage Lande og Harper Hanovers Lopp, men de sidste par år har Skive-træneren lagt forretningen om og satser i stedet næsten udelukkende på optræning af ungheste.

Statistikkerne taler sit eget sprog. Antallet af starter for Peter Rasmussens heste har været støt faldende fra 2011 til i dag. I år er det således kun blevet til 11 starter, men der er trods alt en “logisk” forklaring på udviklingen: 3/4 af staldens pt. 20 heste er 2-åringer, der af naturlige årsager endnu ikke har startet.

– Det er egentlig ikke specielt bevidst, men man kan vel sige, at jeg har fundet en niche med at tilkøre og træne ungheste, siger Peter Rasmussen.

– Jeg har med stor interesse læst de artikler, der har været på Trænerforeningens hjemmeside og kan jo se, at der desværre er en trend forstået på den måde, at flere af os “gamle” trænere ikke længere har så mange heste som før i tiden. Jeg har ikke den samme forretning, som jeg havde dengang jeg havde mine heste stående hos Brugtjernslageret i Skive, men det er jo ikke fordi jeg – og mange andre – er blevet dårligere trænere med årene. Måske snarere tværtimod. Det er nok bare mere blevet en trend, at man som hesteejer ønsker at prøve de yngre kræfter og det er måske meget forståeligt.

– Derfor har jeg været nødt til at finde en “niche” og det er altså at arbejde med ungheste, som altid har interesseret mig, så det er der ikke noget nyt i som sådan. Jeg har også været heldig at få mange ungheste ind til tilkøring. De sidste par år har jeg således tilkørt over 20 plage hvert år, hvilket er vildt mange i forhold til det antal heste jeg har i træning, men det er jeg selvfølgelig kun taknemmelig for.

– Samtidig glæder jeg mig over, at jeg HAR prøvet det at vinde storløb – noget som mange trænere aldrig prøver i deres karriere – og det er bare at være glad for det. Man kan selvfølgelig ikke leve af fortiden, men jeg synes man godt kan være lidt ydmyg over for den slags.

De allerstørste
I 90’erne var Peter Rasmussen en af de førende trænere herhjemme. Atom Tess og Tøjeksperten huskes som to af dansk travsports største navne gennem tiderne, men det er også blevet til sejre i bl.a. Dansk Hoppe Derby (Filippa Hydrup), Dansk Hoppe Kriterium (Cirkeline Tess) og DM for Hopper (Dalema Hjerl) for nu blot at nævne nogle af de allerstørste triumfer.

Det er faktisk meget godt klaret af den bornholmske “knægt” som har prøvet meget siden han som ung fik amatørlicens på klippeøen, hvor faderen – 78-årige Leo Rasmussen – fortsat er aktiv som amatørtræner.

– Jeg startede i sin tid som stutterichef på Stutteri Le Ann i midten af 80’erne og var bl.a. med til at “tage imod” Rudolf Le Ann. Vi havde omkring 25 heste da jeg rejste fordi jeg var blevet tilbudt job hos Jørn Laursen, og jeg tog en løbshest og to plage – bl.a. Rudolf Le Ann – med til tilkøring. Det var først senere at Arne Normann blev ansat, fortæller Peter, som således har tilkørt to Derbyvindere, Rudolf Le Ann og Atom Tess.

– Senere fik jeg job hos Emma og Ole Knudsen (Tess-hestene) på Brugtjernslageret i Skive; det var lige efter Atom Tess var blevet født og der var nogle rigtig gode år, vi havde der. Emma og Ole har ikke længere løbsheste – Atom Tess er faktisk den eneste hest, de har tilbage og jeg går da af og til over og ser til ham. Han ser faktisk stadig godt ud selvom han efterhånden er blevet 20 år.

Noget af bygge på
Der er løbet meget vand i åen siden de glade dage med Atom Tess og Tøjeksperten, men måske står der en ny årgangsstjerne – eller flere – i Peter Rasmussens stald. Med ca. 15 2-åringer i træning er der ihvertfald masser at bygge på for fremtiden.

– Jeg har bl.a. et samarbejde med Hans Ulrik Kristensen, som jeg hjælper med at med at køre hurtigarbejder og jeg har desuden kørt en del af hans 2-åringer i præmie- og prøveløb. Det er gået rigtig godt og vi har foreløbig fået Alberte Mols, Akeleje D og Allineedislove (alle efter Special Player) godkendt, men jeg forventer også at bl.a. Athena L P (Great Challenger), Alfredo (Quite Easy), Amulet (ENS Snapshot) og Avalon (ENS Snapshot)(ingen af disse tilhører dog Hans Ulrik Kristensen) bliver godkendt i år, siger Peter.

– Det er imidlertid ikke nogen fordel for mig, at Skive-banen er lukket de næste to måneder. Det kan da godt være, at vi vil tage 2-åringerne med rundt når vi starter på andre baner, men jeg er ret sikker på at det kommer til at koste mig økonomisk at vi ikke kan træne på Skive-banen i så lang tid. Det er der imidlertid ikke noget at gøre ved, men jeg siger også bare, at det ikke kun er positivt i og med at det får økonomiske konsekvenser for bl.a. mig når jeg har valgt at bygge min forretning op omkring tilkøring af ungheste.

Årgangsemne snart klar
Peter Rasmussens seneste storløbsvinder, Opdrætningsløb Consolation-vinderen Varna (Super Arnie) har ikke startet siden slutningen af december, men er klar igen og sæsondebuterer i Copenhagen Cup-weekenden.

– Varna er pt. hjemme hos ejeren og er bl.a. blevet redet til i løbet af vinteren. Hun er dog ikke blevet desideret ridetrænet, men har gået nogle dressurøvelser for blive lidt mere rolig og derudover har hun gået nogle ret fornuftige arbejder på banen. Hun var meget umoden som 2-års, men det håber jeg hun er vokset sig fra og det er afgjort en hest med årgangspotentiale, siger Peter.

Dødsstøddet
Folketingets behandling af bevillingerne fra Tipsnøglen fylder meget i medierne i øjeblikket, og Peter Rasmussen er som mange andre aktive bekymret for fremtiden.

– Man kan jo ikke skyde skylden på nogen specielt – det er bare sådan, det hele har udviklet sig, men vi kan risikere at skulle køre med sørgebind i Aalborg onsdag eftermiddag, hvor jeg har hørt at de skal færdigbehandle sagen, siger Peter.

– Det bliver dødsstøddet for hestesporten hvis de skærer 30 millioner i vores bevillinger, for hvor vil de finde pengene? Den kan næsten kun betyde banelukninger. 10 millionerkunne vi måske “finde” hist og pist, men ikke 20 eller 30 millioner.

– Henrik Friis har jo været meget i fokus på det sidste og jeg er sikker på, at han gør hvad han kan, men jeg tror ikke man kan påvirke de store magthavere ret meget. De har jo raslet med sablerne før og nu er det måske alvor.

Usynlig DTC-formand
Travpolitiken har altid interesseret Peter Rasmussen, som både har siddet i Skive Travs bestyrelse og været formand for Trænerforeningen af 1909 – og han er kendt som en mand, der ikke er bange for at sige sin mening.

– Jeg har før været ude med riven og sagt, at man burde lægge nogle anderledes budgetter, men det har man ikke været lydhør for. Vi har jo de samme præmier som vi har haft i flere år, men de er meget presset sammen om Liga-løbene og storløbene generelt, mens vi i hverdagsløbene ofte må køre om blot 5.000 kroner og det er absolut ikke optimalt, siger Peter.

– Men det er jo indirekte vores egne skyld, i og med at de lokale folk er valgt og skubbet i den retning, men hvornår har du sidst set/hørt en udtalelse fra DTC-formand Knud Erik Ravn?

– Formændene for DIF og DGI er “altid” i medierne, men DTCs formand er fuldstændig usynlig. Der burde jo sidde en ildsjæl på sådan en post, men Knud Erik Ravn er tilsyneladende ligeglad med travsporten. Han hygger sig med sine mange heste, men ellers ser og hører man ikke noget til ham. Det havde da f.eks. været på sin plads, hvis han havde stået frem og støttet op omkring Henrik Friis, men nej.

– Man hører stort set kun fra DTCs øverste ledelse når en eller anden har lavet ballade, som da jeg kom med en udmelding på Facebook om at dommerne spiller. Ja, det var dumt gjort og jeg har taget min straf, men det var altså en kommentar på Facebook og jeg har under 300 venner! Jeg synes man bruger kræfterne de forkerte steder, slutter Peter.