Pauli Andersen

Navn Pauli Andersen
Adresse Gl. Åvej 7
Postnr./by 9000 Aalborg
Telefon (privat) 98 16 11 26
Mobil 20 47 82 88
Mail
Hjemmeside
Født 2. august 1947
Trænerstart 1. marts 1984
Hjemmebane NKI Racing Arena Aalborg
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Dansk Opdrætningsløb (Eik Hvetbo og Gold Is Perfect)/Dansk Hoppe Kriterium (Vælg Cowboyland)/Dansk Hoppe Derby (Star Of Kayne)

Pauli Andersen – som 1. marts kunne fejre 30-års trænerjubilæum – kan se tilbage på en imponerende karriere med bl.a. flere klassiske sejre.

Vi kender ham allesammen bedst som “Mr P” og under det pseudonym fik Pauli Andersen sit gennembrud sidst i 70’erne, hvor han tre år i træk (1976-78) var amatørchampion på hjemmebanen i Aalborg. Det blev til yderligere et championat i 1981, og året forinden blev han for alvor landskendt via unghestestjernen Eik Hvetbo, der bl.a. vandt Dansk Opdrætningsløb og Jydsk 2-årings Grand Prix.

Pauli fortsatte endnu et par år som amatør inden han i 1984 trådte ind i de professionelles rækker som træner på Aalborg Væddeløbsbane, hvor han nu på 30. år driver en succesrig stald – i de senere år i samarbejde med sønnen Kenneth, der forlængst har slået sit navn fast med syvtommersøm med utallige sejre og jockeychampionater. En af travsportens “coming men”.

– Ja, jeg har prøvet at tale ham fra det; det er ikke nogen let vej og den er fyldt med forhindringer, men jeg har ikke haft den store succes med mit forehavende hidtil, griner Pauli, som selv valgte en professionel levevej inden for travsporten efter syv år som snedker på en møbelfabrik.

– Jeg samlede køkkener fra morgen til aften og en dag tænkte jeg, nu springer du ud i det. Det var lige før vores ældste søn, Michael, kom til verden, så det var måske lidt vovet, men det gik og jeg synes da det er gået rimelig pænt.

Pauli Andersen har til dato vundet ca. 1.640 løb.

“Det var lettere at være dygtig …”
Med næsten 50 år i travsportens tjeneste – han fik licens som 18-årig og fylder 67 senere på året – har Pauli Andersen været med i både fede og magre år inden for for travsporten, og på spørgsmålet om hvad han mener, er den største forskel på dengang og nu, er svaret klart:

– Da jeg begyndte som træner var det lettere at være dygtigere end de andre! I dag er alle trænere utroligt dygtige, de har nogle fine træningsforhold, dygtige dyrlæger etc.

– En af de ting, der har ændret sig meget de sidste 30 år, er det at mange trænere i dag har deres egen gård. Det blev jo først “moderne” op gennem 80’erne, men dengang var jeg en af de få, der havde, ikke min egen gård, men jeg havde lejet mig ind hos Kurt Pedersen (Stald Åkær) og det var da en af årsagerne til, at det gik så godt fra begyndelsen. Man kan selvfølgelig altid sige, at nye koster fejer bedst, men næsten alle de andre trænere havde udelukkende deres heste opstaldet på banen, mens jeg gennem årene har haft heste opstaldet flere forskellige steder. Unghestene har jeg dog altid haft på banen, da jeg synes det er vigtigt at de lærer atmosfæren fra begyndelsen, siger Pauli, som pt. har 20 heste i træning, heriblandt syv 2-åringer.

– Jeg synes vi har nogle meget talentfulde 2-åringer og jeg er sikker på, at mindst tre af dem bliver klar i år, men der kan jo lige pludselig ske så meget. De kan f.eks. begynde at vokse eller blive solgt og skifte træningskvarter; hesteejerne er ikke så trofaste som før i tiden, synes jeg. Jeg har dog været heldig at have nogle rigtig gode og stabile hesteejere, hvoraf mange har hængt ved fra dag ét og det er selvfølgelig dejligt.

De tre 2-åringer, som Pauli Andersen i skrivende stund har størst forventninger til er Aniceride (MagicCarpetRide US), Aladdin (Password) og Alleycat (MagicCarpetRide US).

– Jeg har altid syntes det er spændende at arbejde med ungheste; de forbedrer sig omend ikke fra dag til dag, så fra uge til uge, siger Pauli.

De allerstørste
Pauli Andersens første storløbsvinder var som nævnt Eik Hvetbo, der vandt stort set alt som 2-års, bl.a. Dansk Opdrætningsløb, Jydsk 2-årings Grand Prix og yderligere tre lokale 2-årsmesterskaber. Det blev til 134.400 kroner i indkørte præmier, hvilket dengang var det største beløb en danskfødt hest havde vundet som 2-års. I Dansk Opdrætningsløb satte Eik Hvetbo endvidere dansk rekord for 2-åringer med tiden 1.19,6a.

– Han var ikke meldt i Dansk Mesterskab for 2-åringer på Skovbo – ellers havde han sikkert også vundet det, siger Pauli, som selv ejede Eik Hvetbo.

– Eik Hvetbo var en “bette langhåret puddelhund” – men en fighter af guds nåde, og han holdt sig på toppen som både 3- og 4-års. Han var bl.a. nummer to i Kriteriet bag Eden Scott og var med i Derby Consolation – han vandt vist også et par 4-årsmesterskaber, men fik senere en skade i et bagben og så var det desværre slut, men det VAR en mægtig hest.

Mange år senere fik Pauli Andersen en hest, der var næsten lige så overlegen som 2-åring, Gold Is Perfect/Golden Radio, der i sin første sæson tog syv sejre i otte starter, bl.a. Dansk Opdrætningsløb og Jydsk 2-årings Grand Prix. Det blev også til sejr i bl.a. Jydsk 3-årings Grand Prix og Grand Circle 3-års Championat, og som ældre hest formåede Golden Radio – hvis bedrifter man igennem flere år kunne følge i et radioprogram på P3 – også at holde sig på toppen. Det blev til 33 sejre og 1,6 mill. kroner.

Det er blevet til mange andre storløbssejre, bl.a. Dansk Hoppe Derby med Star Of Kayne og Dansk Hoppe Kriterium med Vælg Cowboyland.

Ungheste skal tages forsigtigt
Golden Radio er et godt eksempel på en del af Pauli Andersens træningsfilosofi, der har skabt mange topheste gennem årene.

– Jeg har altid haft den holdning, at man ikke skal tage livtag på dem fra start – ellers fortsætter de ikke udviklingen. Det er ikke min filosofi at vinde fire-fem løb med en hest og så videre. Ja, jeg har da haft 2-årsstjerner som Eik Hvetbo og Golden Radio, men de er ikke blevet pacet frem – det var ikke bare en “sommerfugl” der blomstrer op for en kort tid, siger Pauli.

– Heste som Politiken, Please Perfect og Race Cowboyland er eksempler på heste, der er startet hos os og som siden har vist sig at kunne holde på længere sigt, og generelt er jeg stolt af de heste, der har kunnet udvikle sig gennem flere år.

Pensionist? Nej Tak!
Pauli Andersen har forlængst nået en alder, der berettiger ham til et otium på statens regning, men man skal ikke forvente at se Mr P på pensionisttur med de andre “gamle” lige foreløbig.

– Så længe jeg synes det er sjovt og frem for alt stadig kan køre løb og ikke være bange for at sidde midt i et felt, så bliver jeg sgu ved, fastslår Pauli.

– Jeg er i stalden kl. 7 hver morgen og bliver ofte ved til 6-tiden om aftenen. Jeg har da brækket både arme og fingre, og det knirker lidt i leddene den første halve time. Det sætter sine spor, men de er ikke dybe nok endnu.

– Det er dog nok meget sandsynligt, at forretningen stille og roligt glider over på Kenneths hænder, og han kan bare overtage hvis han vil, men han skal være indstillet på at sidde i vognen fem-seks timer hver dag i både regn og slud og knokle fra morgen til aften. Det er en livsstil at være travtræner og jeg er slet ikke i tvivl om, at han HAR den rigtige indstilling, men jeg har jo omvendt den store rutine og mon ikke vi kan holde hinanden ud lidt endnu? smiler Mr P.