Leif Nørbak

Navn Leif Nørbak
Adresse Ørtoftvej 16
Postnr./by 9300 Søby
Telefon (privat) 98 46 82 93
Mobil 40 11 82 93
Mail noerbak@mail.dk
Hjemmeside
Født 25. maj 1959
Trænerstart 1. januar 2002
Hjemmebane NKI Racing Arena Aalborg
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest

Leif Nørbak blev for alvor kendt i travdanmark, da han i 1997 startede som manager for Flemming Jensen, der dengang som nu havde fuld gang i karrieren. Senere gik de to nordjyder hver til sit, og set udefra er den 54-årige Aalborg-træner næsten forsvundet ud af billedet, men selvom der i dag kun står 12 heste på staldlisten, er der næsten fyldt op i boksene på gården i Sæby.

– Da det var på sit højeste omkring 1999/2000 havde vi ca. 110 heste på gården, men mange af boksene var “transportable” og dem tog Flemming senere med, da han købte sin nuværende ejendom i Hjallerup, indleder Leif Nørbak.

– Da det startede i sin tid havde vi kun syv bokse, men det tog hurtigt fart – Flemming fik hele tiden flere og flere heste i træning – og vi var nødt til at udvide ganske betragteligt.

– Jeg stod for både pasning og transport af staldens heste og koordinerede træningen i samarbejde med Flemming, men på et tidspunkt opstod der jo, som mange sikkert husker, nogle problemer med Flemmings licens efter han var flyttet til Axevalla, og det endte med at både Bo Westergård og undertegnede måtte tage trænerlicens for at forretningen kunne køre videre.

– Efterhånden flyttede Flemming så alle sine heste og det gav da nogle søvnløse nætter, i og med at vi pludselig stod med en masse tomme bokse, men vi fik heldigvis en kæmpe opbakning fra forskellige sider og henad vejen fik vi opbygget en ganske fornuftig forretning. Seppo Kukkonen sendte bl.a. en del heste herop til ridetræning efter Flemmings koncept.

– I dag har vi 48 bokse og 46 heste opstaldet, så der er tæt på at være fyldt op. Vi har selv 12 heste i træning, men har derudover mange heste opstaldet for andre. Vi har f.eks. stadig et samarbejde med Flemming Jensen, som ofte sender skadede heste herop til genoptræning, og med Jan Dahlgaard, som bl.a. har nogle norske ungheste stående. Amatørkusken Svend K. Adriansen har desuden ni heste opstaldet, som han har en til at træne, så der er altid liv i staldene og det er selvfølgelig meget positivt.

Leif Nørbak passer forretningen sammen med sin hustru, datter og svigersøn, der – som Leif udtrykker det – “bruger mere end deres fritid heroppe”.

Fire 2-åringer
Leif Nørbaks stald tæller bl.a. fire 2-åringer, to danske og to svenske, men ingen af disse forventes umiddelbart til start i år.

– Queen Vacation (s)(Dream Vacation) og Dream Hall (s)(Dream Vacation) skal kun gøres klar til at gå præmieløb i Sverige, mens Alfi Manbjerg og Andreas Manbjerg – begge efter Hurricane Line – er her på mere permanent basis. De er opdrættet og ejes begge af Poul Rasmussen, som også havde Hurricane Line, og som har været kunde i mange år, siger Leif.

– Jeg tror som sagt ikke, at de bliver klar som 2-års, men vi har heller aldrig trænet vores heste hårdt frem mod 2-årsstart, så det passer fint.

Stalden omfatter en enkelt 3-åring, Washington, men den har endnu ikke vist samme evner som sin berømte navnebroder, den den gamle sejrshest Washington (39 sejre).

– Washington er vi desværre nødt til at operere for en mus på Ansager, så den kommer til at stå på standby lidt endnu, siger Leif Nørbak.

Reklamehesten
Det er forholdsvis sjældent man ser heste fra Leif Nørbaks stald i løbene, men i Rocking Shadow (Mr Pine Chip) har Aalborg-træneren fået en fin reklamehest, der foreløbig har taget fire sejre og en andenplads i fem starter.

– Rocking Shadow var tidligere et kæmpe problembarn, men takket være utrolig stor tålmodighed – det har vi meget af heroppe i Nordjylland – og ikke mindst den svenske dyrlæge Jonas Tornell, som fandt den fejl, som ingen andre kunne finde, er det lykkedes at få ham i gang, siger Leif.

– Rocking Shadow træner for fuldt på galopsandbanen og er startklar, men vi vil egentlig gerne ha’ lidt bedre baner før han kommer ud igen. Det er en hest vi forhåbentlig får stor glæde af fremadrettet og jeg regner med, at han kommer til start om en tre ugers tid.

Foruden en sandbane til galoptræning på 400 meter, har Team Nørbak en rundbane på 800 meter, ligeud-bane på ca. 500 meter samt et skridtbånd.