Kent Friborg

Navn Kent Friborg
Adresse Molbjergvej 9
Postnr./by 9240 Nibe
Telefon (privat) 98 38 57 32
Mobil 21 74 22 33
Mail teamfriborg@kentfriborg.dk
Hjemmeside www.kentfriborg.dk
Født 26. juli 1960
Trænerstart 15. januar 1983
Hjemmebane NKI Racing Arena Aalborg
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Dansk Trav Kriterium (Ambition)

Kent Friborg har gennem årene haft masser af topheste og vandt i fjor sin sejr nummer 2.000.

Det er efterhånden mere end 30 år siden at Kent Friborg for første gang kunne skrive professionel travtræner på visitkortet, og selvom han i nogle år fra 1989 kun havde jockeylicens mens han var ansat på Hovhedegård – der dengang var ejet af forretningsmanden Lars Berg – er den 53-årige Aalborg-træner afgjort en af veteranerne i dansk travsport.

– Jah, jeg har da efterhånden været med i en del år, griner Kent Friborg, der har det fint med at blive betegnet som “den myreflittige Aalborg-træner” – et udtryk som Carsten Bundgaard fandt på for mange år siden.

– Det er dog ikke kun mig, men alle travtrænere – for at overleve er man nødt til at arbejde næsten døgnet rundt, fastslår Kent hvis bedste hest hidtil har været den dobbelte V75-vinder Rantanas Crown (47 sejre).

Udover at være myreflittig, er Kent Friborg også sej – eller i hvert fald sejere end de fleste, i og med at han efterhånden har gennemgået ikke færre end tre hofteoperationer!

– Ja, og så kan der endda risikere at komme flere, men jeg skylder en stor tak til både hesteejere, medhjælpere og ikke mindst familien, som har været medvirkende til, at jeg ikke har tabt ret mange heste de gange jeg har været væk pga. mine operationer, siger Kent Friborg, som gennemgik sin seneste hofteoperation for fem år siden.

– Vist er det svært, men det er bare at klø på. Jeg synes dog der er fremgang at spore. Jeg har nok aldrig haft et så ringe år som i fjor, men sæsonen er egentlig startet fint med foreløbig fem sejre og jeg har nogle ungheste, der bliver klar i løbet af en måned eller to, så det skal nok gå. Det er jo det her, jeg vil og der er ingen grund til at gå i panik!

2-åringerne træner godt
Kent Friborgs stald tæller pt. 11 heste, bl.a. to 2-åringer, A’ka Sjæl Skov (Hr Siem) og Algol (Double Player), som Aalborg-træneren har store forhåbninger til.

– De træner godt og er et par store og veludviklede heste. De har som bedst gået 1.40/2000 meter og viser rigtig god fart når jeg speeder 250 meter med dem, men jeg tør ikke rigtig “åbne” for dem endnu, siger Kent, som også har et par 3-åringer på staldlisten.

– Vincento (ENS Snapshot) er en dejlig og vældig tiltalende hest, der gik et arbejde i går (tirsdag) efter 1.20/2000 meter. Den mangler at lære at gå gennem første sving, men jeg regner med den kommer i prøveløb om en måneds tid.

– Jeg har også Like A Charm (Soir des Tibur), der  er norskfødt, men den har problemer med en hofte, så fremtiden ser lidt usikker ud.

“Konkurrencen er blevet hårdere”
Friborgs bedste bud på en topplacering i Derbyårgangens storløb er Broadway Hall-hoppen Tascha, der i fjor bl.a. var nummer to i Jydsk 3-årings Grand Prix Consolation bag Takethem.  Hun har rekord 1.15,6a og har tjent 50.000 kr.

– Tascha gik ikke noget i sin sidste start i oktober måned, så hun har holdt en lang vinterferie, men skal gå sit første banearbejde om 14 dage for at se hvor langt hun er. En tiltalende hest, som jeg håber kan være blandt de fem bedste hopper i årgangen, men konkurrencen er blevet hårdere og det er der jo også andre, som gør, siger Kent Friborg, som altid har været en hyppigt anvendt catchdriver, men der er de senere år blevet længere mellem køreturene.

– Jeg er glad for at jeg stadig bliver benyttet både af mine kollegaer og amatørtrænere når jeg nu ikke har så mange heste selv, men det er lidt svært når man er fjerdevalg eller dårligere når der skal findes en kusk. Jeg siger dog sjældent Nej Tak til en køretur, da det gælder om fortsat at være synlig.

– Generelt set håber jeg at få snart får lidt mere “gang” i det hele, men vi må hjælpe hinanden og være positive i stedet for al den negative snak, der fylder så meget, så skal det nok gå, slutter Kent Friborg.