Kaj Westergård

Navn Kaj Westergård
Adresse Endelstedvej 24
Postnr./by 9440 Åbybro
Telefon (privat) 98 26 86 43
Mobil 21 60 47 43
Mail
Hjemmeside
Født 16. august 1955
Trænerstart 1. januar 2000
Hjemmebane NKI Racing Arena Aalborg
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Opdrætnings Hoppeløb & Dansk Hoppe Kriterium (Rytme Bangsbo)

Kaj Westergaard har fejret store triumfer som kusk, men er også en af landets allerbedste unghestetrænere, en succesrig opdrætter og – ikke mindst – en rutineret Marathonløber!

Kaj Westergaards karriere inden for travsporten er lidt atypisk sammenlignet med størsteparten af landets øvrige travtrænere, i og med at han dels ikke er uddannet hos en professionel træner og dels først startede som selvstændig i en alder af 45 år.

På landsplan fik han det store gennembrud først i 90’erne med Rytme Bangsbo, der vandt både Opdrætnings Hoppeløb, Jydsk 2-årings Grand Prix og Dansk Hoppe Kriterium, men Kaj Westergård har faktisk været med i travsporten i snart 40 år og startede sin karriere som staldmand hos den kendte opdrætter og dyrlæge, H.C. Sørensen i Biersted, hvor han bl.a. tilkørte Dilli Hanover og Hoppe Derby-vinderen Early Dirt.

På det tidspunkt var han allerede et kendt navn i boksekredse med talrige mesterskaber på samvittigheden, og siden fulgte 27 år i flyvevåbnet, men for seks år siden sagde han definitivt farvel til forsvaret for at satse 100 % på travhestene.

– Det skulle jeg måske ha’ gjort noget før, for jeg har jo altid interesseret mig for travheste og kommer ud af en stor travfamilie. Tre af mine fætre (Allan Kristensen (Aalborg-træner) samt Henning og Iwan Christensen) kører travløb og to af mine fars brødre – Jørgen og Egon Christensen – har også altid haft travheste, så det lå ligesom i blodet, siger Kaj.

– Jeg fik amatørlicens og købte min første hest, Ulla Day, som 20-års i 1975. Ulla Day blev senere stammoder til mit opdræt og hendes oldebarn Rosemary Day har faktisk lige fået et føl, der således er fjerde generation på stutteriet.

– Da jeg stoppede i forsvaret tænkte jeg, at nu måtte det briste eller bære, men jeg havde jo gennem årene “lavet” en del rigtig gode heste – Rytme Bangsbo, Turboline Day, Cyklon Mission, Jessie Landlyst m.fl. – så et eller andet måtte jeg da kunne med de der travheste …

Stopper som 60-årig
Kaj Westergård har til dato vundet godt 500 løb, heraf ca. 350 som amatørkusk, men når han næste år fylder 60 er det slut med at køre løb!

– Det er alt for farligt at køre travløb når man kommer lidt op i årene. Det er MIN filosofi og derfor stopper festen for mit vedkommende når jeg fylder 60, fastslår Kaj Westergaard.

– Man bliver jo i sagens natur slidt med årene og jeg mener at vide så meget om kroppen, at man slår sig dobbelt så hårdt når man er “gammel”. Bare se på Steen Juul, som har været nede flere gange i de senere år. Han er kommet tilbage, ja, men det har trods alt taget sin tid.

– Jeg vil fortsat køre prøveløb og selvfølgelig fortsætte med at træne, men jeg vil ikke længere selv køre staldens heste i løb. Det er også årsagen til, at jeg de senere år mere og mere har brugt nogle af de yngre navne som catchdrivere for at trappe lidt ned, men jeg HAR trods alt også vundet masser af løb – også storløb – så jeg har ikke noget til gode.

Succesrig opdrætter
Med en præmiesum på 1,5 millioner kroner topper Turboline Day listen som Kaj Westergaards bedste opdræt, men det er blevet til mange andre fine heste – senest Summer Day, der i fjor blev Årets Sejrshest på Lunden og foreløbig er noteret for 10 sejre i 20 starter.

Pt. har Kaj Westergaard under pseudonymet Stald Haldager i alt fem følhopper:

Rosemary Day (Extreme Aunou) har fået et hoppeføl e. Trophy Catch og går nu til ENS Snapshot.

Houston Jade (FI)(Houston Laukko) har fået et hingstføl e. Navy Seal, men skal ikke bedækkes igen.

Pay Me Money S T (Storstadsbusen) er i fol v/ENS Snapshot.

Helle K (Buckfinder) – mor til bl.a. Summer Day – er fiol v/Navy Seal.

New Grove Income (FI)(Express Ride) er i fol v/Trophy Catch.

Glansbillede på salgslisten
Kaj Westergaard er som nævnt kendt som en dygtig unghestetræner og netop nu har han et større antal 1- og 2-åringer i stalden.

– Jeg har i alt seks 1-åringer, bl.a. en lillesøster til Summer Day, Black Beauty Day (ENS Snapshot), som jeg selv har opdrættet, men det er nu ikke kun derfor at det er et rigtigt glansbillede. En stor og flot hest, som jeg for alvor skal i gang med om 14 dage. Den er for øvrigt på salgslisten! siger Kaj, som i hverdagen har god hjælp i sin norske staldmand og så kommer fhv. træner Jørn Damsgård – æresmedlem i Trænerforeningen af 1909 – i stalden to gange om ugen “for at holde sig lidt i gang”.

– Blandt 2-åringerne er Amanda Day (ENS Snapshot) og Andre Ward (ENS Snapshot) længst fremme, men sidstnævnte er allerede solgt til Lunden-amatøren Claus Wagner, som i forvejen har fin succes med Turbo Day. De er begge klar til prøveløb, men generelt træner alle mine 2-åringer efter 1.30-35/2000 meter, selvom der selvfølgelig er nogen som har mere fart i kroppen end andre.

– Overordnet set synes jeg det ser rigtig godt ud med konstant 20-25 heste i træning og til august kommer der lidt flere åringer ind, så det er meget positivt.

– Sir Diamond er røget ind i nogle tandproblemer, men det er snart ordnet og han er jo en rigtig fin hest. Det samme gælder Sir William og Special, og derudover er der nogle nye 3- og 4-åringer klar til prøveløb i juli-august måned, så jeg klager bestemt ikke, slutter Kaj Westergaard.

Nåja, og så var der også lige det med Marathonløbene. Selvom der næste gang skal 59 lys i fødselsdagslagkagen, er Kaj Westergaard godt på vej mod sit Marathon nummer 100 – og han løber tilmed rimeligt konstant på en tid omkring 3:30-3:35. Respekt!