Johnny Jørgensen

Navn Johnny Jørgensen
Adresse Skolevej 24, Laurbjerg
Postnr./by 8870 Langå
Telefon (privat) 86 92 27 07
Mobil 40 46 26 07
Mail jjtrav@mail.tele.dk
Hjemmeside
Født 6. september 1965
Trænerstart 1. maj 1996
Hjemmebane Jydsk Væddeløbsbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
DM for Travtrænere

Johnny Jørgensen har de sidste tre år arbejdet på Danish Crown i Horsens, men Århus-træneren slipper aldrig travsporten helt.

Han har vundet “bunker” af løb og var i mange år fast deltager i DM for Travtrænere, hvor han gik helt tops i den første udgave i 1999, men de senere år er der blevet længere mellem køreturene for Johnny Jørgensen. I år er det således foreløbig blevet til blot 42 starter mod 194 i fjor og 320 i 2012 – men det er der faktisk en ganske fornuftig forklaring på.

– Jeg har siden 2011 arbejdet på Danish Crown-slagteriet i Horsens, fortæller Johnny Jørgensen.

– Da finanskrisen var på sit højeste fik jeg via nogle hesteejere kontakt med Danish Crown, som dengang manglede nogle ferieafløsere og så var jeg heldig at komme ind. Det var egentlig bare tanken, at det skulle være noget midlertidigt, men en dag blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at blive fastansat og det sagde jeg Ja til.

– Jeg er jo oprindeligt uddannet slagter, så det er jo mit gamle erhverv jeg er kommet tilbage til og det er jeg rigtig glad for.

– Jeg tror dog aldrig jeg slipper travsporten helt, men som tilstandene er nu, er det for vanskeligt at ha’ travsporten på fuld tid, så det næste stykke tid bliver der ikke lavet om på noget.

Masser af succes
Som lillebror til Birger Jørgensen – som er otte år ældre end Johnny – har der altid været trav i blodet hos “Junior” der efter skoletid begyndte at komme i stalden hos Harald Lund, som dengang havde filial på Skovbo.

– Men jeg er faktisk uddannet slagter og det var først et halvt års tid efter jeg var udlært, at jeg i 1985 fik job hos Arvid Olsen på Skovbo, der dengang stod og manglede en staldmand, siger Johnny, som blev landschampion første gang som jockey i 1987 med 16 sejre.

– Jeg var hos Arvid i ca. fem år til 1990, hvor jeg syntes jeg ville prøve noget andet, så da Birger stod og manglede en jockey fordi Klavs Andersson skulle være træner på Fyn, rykkede jeg teltpælene op og flyttede til Jylland.

For første gang i karrieren blev “Brdr. Jørgensen” forenet professionelt og dét samarbejde blev en kæmpe succes. Birger Jørgensen havde allerede dengang nærmest monopol på landschampionatet og med Johnny Jørgensen som førstemand vandt stalden igennem flere år over 250 løb – kulminerende med ikke færre end 431 sejre i 2000, fordelt med 347 til Birger og 84 til Johnny, som havde sit bedste år i 1998 med 101 sejre. I 1995 og ’96 blev han igen landschampion for jockeyer.

“En anden tid”
1996 var også året, hvor Johnny indløste trænerlicens – ikke fordi samarbejdet med Birger knirkede, men fordi storebror havde investeret i en travkiosk og ønskede at blive catchdriver ved siden af.

– Vi havde en rigtig god forretning og vandt løb på samlebånd, men det var også en helt anden tid dengang. Vi havde altid 30-35 heste i fast træning – hvoraf de fleste stod hos Birgers daværende svigerfar, Henry Laursen på Stutteri Ingerslevgård – og et tilsvarende antal forspændingsheste, så der var nok at tage af, siger Johnny.

– Men efterhånden gik det desværre lidt ned ad bakke og det var svært at få det til at løbe rundt når man i de fleste løb kun kørte om 3.500 kroner i førstepræmie, så da jeg fik tilbuddet om at blive privatttræner for Stald Macky (Klaus Schulze) slog jeg til.

– Jeg var privattræner i et par år og i den periode kørte jeg ikke så mange løb, men senere vendte jeg så tilbage som publictræner.

– I øjeblikket har jeg dog ingen heste i træning, men det er lidt i perioder. Jeg har det dog meget fint med, at det er sådan om sommeren. Vi har heller ikke selv nogle heste, så i øjeblikket kører jeg kun hurtigarbejder for nogle amatørtrænere, slutter Johnny Jørgensen.