Jens Arne Hansen

Navn Jens Arne Hansen
Adresse Sørupvej 13
Postnr./by 4684 Holme Olstrup
Telefon (privat) 55 56 21 93
Mobil 40 78 21 93
Mail jensarne@hotmail.com
Hjemmeside www.jensarnehansen.dk
Født 1. november 1955
Trænerstart 1. januar 2001
Hjemmebane Car-Center Racetrack
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Buffalo Sølvtop

Jens Arne Hansen har vundet over 500 løb, men for ham bliver det et farvel til travsport på professionelt plan hvis hjemmebanen i Nykøbing Falster bliver lukket. Han mener dog, at travsporten som helhed skal ha’ en sidste chance, selvom det betyder at livremmen skal spændes kraftigt ind.

“Mit mål med travet har altid været, at det skal være festeligt, folkeligt og fornøjeligt”

Citat: Jens Arne Hansen, som ikke er en af de trænere, der vinder flest løb, men han vinder til gengæld alles hjerter med en fantastisk personlighed og et smittende humør – og han er altid god for en frisk bemærkning.

Sådan har det altid været med den nu 58-årige Car-Center Racetrack-træner, som er en del af en af landets største travfamilier.

Forældre Grethe og Hans Chr. Hansen havde således begge amatørlicens og “Fatter” var bl.a. amatørchampion på hjemmebanen i årene 1970-72.

Jens Arne fik selv amatørlicens som 18-årig i 1973, ligesom søstrene Gitte og nu afdøde Rie Hansen, som også har vundet masser af løb. Derudover har de to svogere, Hans Henning Kristoffersen (Gitte) og Tommy Mikkelsen (Rie) også amatørlicens. Jens Arnes hustru, Britt Ullerup, har også haft licens, men er ikke længere aktiv.

Næste generation er også forlængst gået i gang med at “løfte arven”. Britt og Jens Arnes to døtre, Marie Ullerup Hansen og Lise Ullerup Hansen, har således begge amatørlicens – ligesom Rie og Tommys datter, Kathrine Mikkelsen, så der er næppe nogen tvivl om hvad der bliver talt om til familiekomsammerne!

– Ja, sådan har det jo altid været. Min svigerfar, Keld Ullerup, har jo også kørt travløb og opdrættet masser af heste, og selvom han efterhånden er blevet 88 og ikke er så rask mere, så følger han stadig med i travsporten, siger Jens Arne, der som amatør vandt ni championater på Car-Center Racetrack og et enkelt på Skovbo. Desuden vandt han i 1983 DM for Amatører.

Med 53 sejre er Buffalo Sølvtop den hest, Jens Arne har vundet flest løb med, men netop svigerfaderens Epoke U gjorde det endnu bedre med ikke færre end 80 sejre.

– Den slags heste er der meget langt imellem i dag, men det hænger jo bl.a. sammen med, at hestene ikke har så lang levetid som tidligere og de starter ikke så ofte som man gjorde dengang, siger Jens Arne.

– Buffalo Sølvtop var en fantastisk hest – den suverænt bedste jeg har haft i min varetægt, det er sådan en hest man kun får én gang i livet.

Ikke utilfreds, men …
Staldlisten tæller pt. 15 heste og det er nogenlunde det niveau Jens Arne Hansen altid har ligget på i de 13-14 år han har været træner.

– Det er ikke sådan, at jeg går og er utilfreds. Man kan jo altid godt bruge lidt flere løbsheste, men der bliver jo stort set ikke længere født travheste på Sjælland og det kan selvfølgelig ses på træningslisterne rundt omkring, siger Jens Arne.

– De første ti år jeg var træner kørte jeg 12-15 ungheste til om året. I år har jeg haft to og de er begge to svenskfødte og svenskejede. Mine tre 2-åringer er også alle svenske og de to er svenskejede.

Jens Arnes hustru ejer den af 2-åringerne, Arthur Halbak (Racer Bourbon), mens de to øvrige – Barkåks Nero (Nathly Crown) og Barkåks Pilgrim (Turbo Sund) – ejes af en svensk vognmand.

– Forrige år satte jeg en annonce i Travronden og fik én svensk hest til tilkøring, og senere fik jeg yderligere tre heste for samme hesteejer, så de penge var jo godt givet ud, siger Jens Arne.

– Arthur Halbak og Barkåks Pilgrim har allerede været i præmieløb i Sverige og Barkåks Nero er også ved at være klar. Den kan omkring 1.30/2000 meter og bliver anmeldt snarest muligt, men kommer ikke til start som 2-års.

– De to andre 2-åringer kan ca. 1.25/2000 meter. Arthur Halbak er meldt i Dubois Auktionsløb i Aalborg den 20. september. Det er den automatisk fordi vi købte den på Aalborg-auktionen, men jeg synes tidsskruen strammer lidt. Men der er jo gode penge at køre om og jeg synes det er et godt initiativ, så jeg håber den bliver klar.

– Barkåks Pilgrim er en temmelig stor og forvokset hest, så den kommer tidligst til start engang til efteråret. Men på lidt længere sigt tror jeg det bliver en fin hest. Den har samme mor som 3-årige Barkåks Surprise, som jeg også har lidt forventninger til, men den har et mere “varmt” temperament, så jeg har ikke trykket så meget til den endnu. Den bliver helt sikker bedre når jeg begynder at træne den lidt hårdere.

Staldens to danskfødte 3-åringer er begge ustartede og får flg. ord med på vejen:

– Viola Merci (Pine Chip) er godkendt på 1.22,9/2040 meter og det er nogenlunde hvad den kun nu, men den er dog begyndt at få lidt mere fart i kroppen. Den debuterer muligvis i et 3-årsløb på Lunden den 16. august. Waltzing Dance (Lass Drop) er lidt senere udviklet. Den blev kastreret i foråret og træner pt. efter 1.25/2000 meter. Den kommer tidligst til start til efteråret.

Festeligt, folkeligt og fornøjeligt
Som journalist er det altid en fornøjelse at interviewe Jens Arne Hansen, der som tidligere nævnt altid har et svar på rede hånd. Det er ofte sagt med et glimt i øjet, men man er omvendt heller ikke i tvivl om seriøsiteten hvis emnet har en lidt mere alvorlig karakter.

– Jamen, det jo nok noget af det, jeg overlever på, siger Jens Arne.

– Jeg har nogle kunder i stalden, som godt kan li’ tonen. De får noget røg, men jeg kan selvfølgelig også tåle at få noget igen – det er jo ligesom det, jeg lægger op til.

– Mit mål med travet har altid været, at det skal være festeligt, folkeligt og fornøjeligt – og min holdning er, at hvis man ikke kan leve AF det, så må man lære at leve MED det. Alle ved jo, at man ikke bliver millionær af at ha’ travheste, men det handler jo også om hvor højt man sætter ambitionsniveauet.

– Jeg har altid haft en sund forretning, men jeg lover ikke mere end jeg kan stå ved. Nogen kan så tåle at høre det og andre kan ikke, men alle mine hesteejere er – populært sagt – folk, som går i træsko. Der skal være tid til at drikke en kop kaffe eller få en øl sammen med hesteejerne. Sådan er det når man kører en lille stald – så er der tid til den slags, og det sociale er den vigtig del af MIN butik.

– Ja, det er da rigtigt, at jeg ikke indkører så mange penge, men du skal også kigge på afstamningerne. De færreste af mine hesteejere har lyst til at bruge 100-150.000 kroner på en bedækning og bruger i stedet en mere “middelmådig” avlshingst, men så skal man heller ikke forvente at få mere end en middelmådig væddeløber. Sådan er det og det har mine hesteejere det fint med.

“Pengene falder ikke ned fra himlen”
Ansigtet bliver lagt i lidt mere alvorlige folder når snakker går om de trusler om lukning af Car-Center Racetrack, der stadig hænger i luften – men som Jens Arne siger, så fortjener travsporten som helhed at få en allersidste chance.

– Hvis man lukker en bane bliver den helt sikkert ALDRIG åbnet igen og derfor mener jeg, at man skal gi’ det hele en chance til. Jeg foreslår i stedet – og det har jeg egentlig gjort i flere år – at vi allesammen tager en to-tre år med “smalhals” hvor vi f.eks. kører om 10 % lavere præmier og 10 % lavere lønninger til alle ansatte i administrationen på banerne, HFF, DTC og Dansk Hestevæddeløb, siger Jens Arne.

– Hvis de ikke vil acceptere en lavere løn, må man enten finde nogle nye medarbejdere eller helt nedlægge stillingerne. Det sidste er nok umiddelbart den bedste løsning, for det kan jo ikke passe at man får flere og flere til at administrere travsporten, og udgifterne til lønninger stiger samtidig med at der bliver født færre og færre heste. Jeg mener, SÅ dumme er vi trods alt heller ikke og så svært kan det vel ikke være at køre den her “bolschebutik”? Der er efter min mening noget ravruskende galt på det punkt!

– Pengene kommer jo ikke faldende ned fra himmelen, men det er nogle dårlige signaler at sende ud når man begynder at tale om banelukninger. Så kunne man ligeså ha’ lukket baner for ti år siden, så kunne vi ha’ sparet alle de penge, der er blevet brugt på lappeløsninger rundt omkring. Der MÅ der være nogen, som har kunnet læse skriften på væggen noget før end her i 11. time.

– Jeg mener i øvrigt, at det kun er en dråbe i havet hvis man lukker Falster og Billund. Man skulle hellere tænke mere konstruktivt og finde nogle andre løsninger, selvom det er lettere sagt end gjort.