Jan Friis

Navn Jan Friis
Adresse Skalstrupvej 16
Postnr./by 7570 Vemb
Telefon (privat)
Mobil 22 33 92 79
Mail jan.friis@sport.dk
Hjemmeside www.janfriis.dk
Født 25. februar 1974
Trænerstart 1. januar 2002
Hjemmebane Skive Trav
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Dansk Opdrætningsløb (Lightning Lobell) & Dansk Trav Kriterium (Giant Flamingo)/Lacabana V K

Jan Friis har fejret store triumfer siden han startede som træner for 12 år siden. Der er de senere år blevet lidt længere mellem sejrene, men med mange talentfulde ungheste i stalden, blomstrer optimisten igen på gården i Vemb.

Han blev tidligt kendt som lidt af en unghestespecialist og mange fine heste har gennem årene fået deres “grunduddannelse” hos den 40-årige Skive-træner. Allerede få måneder efter han startede som træner, fik Jan sit store gennembrud med Kriterium-vinderen Giant Flamingo, der også gik til tops i det norske storløb Bergen Travparks 3-års Festival.

Et par år senere kom endnu en klassisk storløbssejr, da Lightning Lobell vandt Dansk Opdrætningsløb – og derudover er det blevet til sejr i bl.a. Grand Circle 3-års Championat med Neo Smed og Frosty Hanovers Mindeløb ikke færre end fire gange – senest i 2009 med Odin Mølgård.

Sidstnævnte blev kørt til sejr af fætteren Morten Friis – Jans mor og John Friis er søskende – og Jan Friis har i det hele taget altid benyttet sig af catchdrivere til staldens heste, selvom han også af og til selv svinger sig op i sulkyen – dog primært i prøve- og rutineløb.

I fjor havde Jan Friis indtjeningsmæssigt sin bedste sæson i flere år, da staldens heste vandt ni løb og 487.000 kroner – og det var egentlig ikke så ringe endda …

– Næh, overordnet set synes jeg da det går rimelig godt, selvom vi allesammen “synger den samme sang” med at vi gerne vil ha’ nogle flere løbsheste, men det er lettere sagt end gjort, siger Jan.

– Vi arbejder jo hele tiden på at forbedre vores materiale og prøver at skifte ud, hvis der er nogle heste, som ikke lever op til forventningerne, men det er svært at få gamle kunder til at sadle om. Jeg har prøvet at overtale nogle hesteejere til at købe en ny hest hvis deres hest ikke fungerer, men flere har desværre i stedet valgt at stoppe og dén udvikling er selvfølgelig ikke positiv.

“Den bedste hest jeg nogensinde har trænet”
Jan Friis har pt. 17 heste i træning, heriblandt seks 2-åringer incl. staldens sidst ankomne pensionær, Attention Will (Great Challenger), som Skive-træneren selv har købt via en annonce på Travservice.dk.

– Han kom til Skive i torsdags og ser ganske fin ud, men er ikke kørt så meget, så der er lang vej, siger Jan, som til gengæld har mildt sagt store forventninger til Anton Tinghøj (Dream Vacation).

– Det virker som en hest, der har alt! Han kan speede 250 meter efter 1.23 og er et meget stort talent – faktisk synes jeg ikke jeg kan huske, at jeg har arbejdet med en hest magen til denne her. Der er jo aldrig noget der er sikkert i denne verden, men han træner rigtig godt og ser rigtigt ud, så jeg tror og håber da at Anton Tinghøj kommer til start som 2-års, med mindre han pludselig begynder at vokse. Han er meldt i alle danske årgangsløb og faktisk også i det svenske storløb for 2-åringer, Svampen på Örebro, som bl.a. Tumble Dust har vundet.

– De andre 2-åringer træner efter 1.30-35/2000 meter, men Anton Tinghøj er afgjort den, der skiller sig mest ud på nuværende tidspunkt.

– Nåja, jeg har da for øvrigt også en norsk koldblodstraver, som også er to år, men den træner ikke efter 1.35 lige nu, griner Jan.

Den norske 2-årsrekord for koldblodstravere lyder på 1.29,6.

Udvikler sig fra start til start
Blandt de fire 3-åringer har kun U G Gardenia (Diamond Way) startet og med rimelig succes. I sin seneste start tirsdag på Jägersro var hesten nummer to i rekordtiden 1.17,2/2140 meter, men på nuværende tidspunkt har Jan Friis ikke de store forventninger i årgangsløbene.

– Jeg kan ikke sige, om U G Gardenia bliver en årgangshest, men han kommer helt sikkert til at tjene gode penge alligevel. Han udvikler sig fra start til start, så det er egentlig bare at melde hele tiden, smiler Jan.

– To af de andre 3-åringer, Watch Me Boy (From Above) og William Tinghøj (The Liquidator), er lige på trapperne og kommer i prøveløb inden for 1-1½ måned, mens det har lidt længere udsigter med Wishing Tinghøj (The Liquidator), der har lidt problemer.

Ticket To Heaven træner hårdt
I fjor markerede Ticket To Heaven sig som en af årgangens bedste heste med to sejre og 210.000 kroner i indkørte præmier – det blev bl.a. til sejr i en af 3-årsprøverne på JVB, andenplads i Jydsk 3-årings Grand Prix og femteplads i Dansk Trav Kriterium – og Great Challenger-sønnen er pt. Jan Friis’ bedste bud på en topplacering i de store 4-årsløb.

– Ticket To Heaven er desværre med i en utrolig stærk årgang, så det bliver svært at vinde Derbyet, men han har udviklet sig godt vinteren over og jeg håber han er vokset færdig. Sidste år havde han problemer med at styre sine bevægelser, men forhåbentlig er det blevet bedre. Han træner pt. styrke- og sandtræning fem gange om ugen, siger Jan.

– Jeg er ikke helt sikker på hvor og hvornår Ticket To Heaven skal sæsondebutere. Musketerdagen er selvfølgelig en mulighed, men Skive er ikke hans favoritbane, så der er ikke noget fastlagt endnu.

Næstbedst i årgangen hos Jan Friis er Tinghøj (The Liquidator). der dog mest har været lidt af en medløber.

– Hun indledte karrieren ret så fint, men manglede overskuddet i fjor, selvom hun tog nogle gode præmier. Jeg håber også, at hun er vokset færdig, da det er en hest med en god indstilling til jobbet, slutter Jan Friis.