Henrik Lund

Navn Henrik Lund
Adresse Låsbyvej 179, Nr. Vissing
Postnr./by 8660 Skanderborg
Telefon (privat) 86 29 84 60
Mobil 21 81 04 76
Mail gi-lund@mail.tele.dk
Hjemmeside www.trav-traener.dk/henriklund
Født 27. september 1966
Trænerstart 1. juni 2003
Hjemmebane Jydsk Væddeløbsbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation (Phone)/Jlo Monsterbabe & Niels Langkjær

Henrik Lund har haft heste med i seks Derbies siden han startede som træner i 2003, men den første topplacering lader vente på sig. Måske kan Takeabove ændre på det i år. Til gengæld er en af staldens stjerner måske på vej til at slutte karrieren.

Som 3-års vandt Takeabove (From Above) et enkelt løb og tjente 56.850 kroner uden dog at være på højde med årgangens bedste heste, men optimismen er bevaret forud for Derbysæsonen:

– Takeabove har gået en masse tung træning i vinter. Han har gået to intervalarbejder og får yderligere to inden han skal i rutineløb på JVB den 9. maj, oplyser Henrik Lund.

– Han virker fin og viste i fjor at han hører til blandt de måske 12-14 bedste i årgangen, men skal ha’ udviklet sig enormt henover vinteren for at kunne blande sig i årgangstoppen. Det har han forhåbentlig også, men det vil tiden vise når han begynder at starte.

I samme årgang har Henrik Lund også hoppen Tinghøj Shadow (The Liquidator), der hidtil ikke har vist det store.

– Hun tjener penge hver gang og det er jo positivt, men sidst (6. april) var Tinghøj Shadow fjerde på 1.16,4a/1800 meter, mens vinderen løb 15,9 og det siger alt om hvor hård konkurrencen er blevet, siger Henrik Lund, som ikke har “årgangsambitioner” med Tinghøj Shadow.

Farvel til Niels Langkjær?
Niels Langkjær (1.12,8a-555.000 kr) har været en fin reklamehest for Henrik Lund, men den 9-årige vallak har det svært for tiden og skuffede fælt onsdag eftermiddag i Billund trods føring undervejs.

– Niels Langkjær har startet for tæt de sidste tre gange og der skete lidt det, jeg frygtede. Ejeren ville imidlertid gerne have ham ud og det gik jeg desværre med til, men det tåler den store, tunge hest ikke. Nu får han lidt fred og ro til den 30. april i Aalborg, hvilket godt kan risikere at blive hans sidste start, siger Henrik Lund.

– Sagen er jo den, at når man har en hest, der har tjent over 550.000 kroner er det kun hurtigklassen det gælder – og der kan Niels Langkjær ikke følge med.

– Han har haft en flot karriere og frem for alt altid gået jævnt og stabilt (Niels Langkjær har kun galoperet syv gange i 79 starter og bl.a. vundet 19 løb), så jeg kunne forestille mig, at han skal nyde sit otium hjemme hos ejeren.

Tyndt besat
I de yngste årgang er der desværre i øjeblikket tyndt besat i Henrik Lunds stald, der pt. tæller 10 heste.

Efter han kort før jul måtte sige farvel til Walt Disney og Wam Bam Boo, er der kun to heste tilbage i den årgang.

– Valde Manbjerg (Great Challenger) har jeg modtaget for under en måned siden, så den kan jeg ikke sige så meget om endnu. Wisteria Lane (From Above) er i princippet prøveløbsklar, men vil ikke ha’ skidt i hovedet, så hun kommer først når hun kan opføre sig ordentligt, siger Henrik, som bl.a. også har ansvaret for den lokale Danmarkshest i Århus, Rubin Trøjborg.

– Rubin Trøjborg (Earthquake) har skuffet kolossalt og hvis der ikke sker en kraftig forbedring inden for de næste to-tre starter, ved jeg ikke hvad der skal ske.

Sund forretning, men …
Henrik Lund kunne i fjor fejre 10-års trænerjubilæum og når han ser tilbage på de første ti år, synes han det er gået rimeligt.

– Det kommer jo lidt an hvad man sætter næsen op efter. Jeg har haft en sund og fornuftig forretning, og har altid ligget på et stabilt niveau i antal af heste. Den helt store triumf mangler selvfølgelig endnu, men jeg har da immervæk deltaget i seks Derbyer: Niller, Phone og Simoni’s Natural i Dansk Trav Derby, Jubilee Cæsar og Kira Esterel i Dansk Hoppe Derby samt Fantasy d’Estino i Norsk Hoppe Derby – og det er da meget godt på ti år, smiler Henrik, som altid har passet staldens heste alene.

– Ja, det vil sige med hjælp fra nogle frivillige og ikke mindst min samlever, Helle, som også brænder for travsporten, men det er jo også nødvendigt som Preben Kjærsgaard siger.

Sidstnævnte henviser til en artikel i det nyeste nummer af Væddeløbsbladet, hvor Preben Kjærsgaard bl.a. citeres for flg.: “Har man ikke frivillige kræfter i stalden eller en hustru, der kan løbe dobbelt så stærkt som dig, eller børn eller naboer, der giver en hånd, så var der ingen professonel travsport i Danmark – desværre”.

– Det er ikke for at være meget negativ, men hvis jeg skal være ærlig, har jeg svært ved at se alt for positivt på det. Man kan kun håbe, at der sker noget drastisk med dansk hestesport og jeg kan også forstå, at der er gang i noget, men det er også ved at være sidste chance, slutter Henrik Lund.