Frantz Praëm

Navn Frantz Praëm
Adresse Holmemarksvej 20, Taulov
Postnr./by 7000 Fredericia
Telefon (privat)
Mobil 21 74 69 26
Mail Frantz.praem@mail.dk
Hjemmeside www.staldbutcher.dk
Født 18. oktober 1961
Trænerstart 1. december 2005
Hjemmebane Fyens Væddeløbsbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Flere

– Vi kan ikke drive en professionel sport hvis præmieniveauet ikke som minimum bevares som det er nu – ellers dør travsporten!

Trænerforeningens formand er yderst klar i mælet forud for lørdagens stormøde på Fyens Væddeløbsbane, hvor alle hestesportens organisationer er samlet for at diskuttere fremtiden. En fremtid, der ser temmelig dyster ud hvis politikerne “får lov” til at beskære hestesportens årlige indtægter med 15 millioner i 2015.

– De skal minimum være de samme som de sidste par år – det kan vi under ingen omstændigheder acceptere. Vi kan ganske enkelt ikke tåle at køre om mindre løbspræmier. Det er en af trænerforeningens fornemmeste opgaver at kæmpe for, siger Frantz Praëm.

– Men travsporten er nærmest delt op i to verdener i øjeblikket. Den ene side vil gerne ha’ at vi bevarer samtlige baner – primært fordi de ikke vil køre for langt med deres heste for at træne og starte i løb – mens andre synes det er vigtigere at bevare præmieniveauet.

– Vi mister rigtig mange hesteejere hvis vi skal begynde at køre om førstepræmier på 3-4-5.000 kroner. Det tvinger hesteejerne til at gå andre veje for så er der ganske enkelt ikke råd til at ha’ heste i professionel træning. Jeg har bl.a. et par store hesteejere i Ole Torkdahl og Stald Butcher, som begge har fem heste i fast træning, men det bliver de jo selvsagt ikke ved med hvis præmierne bliver meget mindre.

– Jeg ved ikke hvordan vi skal komme videre, for vi får jo kniven for struben på den ene eller anden måde. Har vi f.eks. fremover råd til store begivenheder som Masters Trot/Copenhagen Cup på bekostning af bredden eller skal vi ha’ endnu flere sociale lørdage? Der er mange ting, vi skal ha’ diskutteret igennem på lørdag.

Og så ikke et ord mere om travpolitik i denne omgang.

Et mellemår, men …
Næste år kan Frantz Praëm fejre 10-års jubilæum som selvstændig travtræner, og set i bakspejlet er det gået ganske fint, omend den snart forgangne sæson har været lidt af et mellemår med foreløbig 14 sejre og 256.000 kroner i indkørte præmier.

– Jeg synes nu ellers det er gået ganske fornuftigt, taget i betragtning at vi har haft en del ungheste og kun forholdsvis få startheste og det kan selvfølgelig ses på indtjeningen, siger Frantz.

– Hvis man ser på sejrsprocenten (16) og indtjeningen per starter er det faktisk gået rimeligt godt, men det skal altså ses i lyset af, at jeg har skiftet størsteparten af de gamle heste ud med ungheste.

– Jeg har mange spændende ungheste i stalden, bl.a. en meget talentfuld 1-åring, en del spændende 2-åringer og et par 3-åringer, som jeg håber kan gøre sig gældende i årgangsløbene næste år, så alt i alt ser jeg egentlig ganske positivt på fremtiden – trods alt.

Belle Ami Butcher – husk navnet
Det er ikke ofte man får en dansk travtræner til at udtale sig konkret om staldens 1-åringer, men Frantz Praëm er ikke “bange” for at sige en masse pæne ord om den 1-årige hoppe Belle Ami Butcher (Timoko), der er lillesøster til Shelovesyoubutcher (1.14,6a) og Wannabe Butcher (1.15,3a).

– Belle Ami Butcher er en fantastisk lækker hest, som jeg har meget store forventninger til, siger Frantz.

– Hun træner allerede 1.40-fart ganske let og kunne godt ligne begyndelsen til noget stort. Mange tror hun er to år, men hun er altså kun 1½ år og træner på lige fod med 2-åringerne. Det er også den af mine 1-åringer, der har trænet mest – de andre er stort set først kørt til i løbet af efteråret.

– Efter Belle Ami Butcher blev kørt til er hun blevet trænet hver anden dag, og derudover går hun også intervalarbejder hver 10. dag. Hvis hun er klar til det, skal hun ud i de tidlige 2-årsløb. Hun har allerede en god teknik og et meget lækkert trav.

Mange fine 2-åringer
Stalden tæller seks 2-åringer, hvoraf A’ivo Torkdahl (Andover Hall) har gjort mest væsen af sig med rekord 1.17,1a/1600 meter sat på en tredjeplads i seneste start i Skive.

– Hun gik et forrygende løb og leverede en kanoafslutning, hvor hun var tæt på at runde dem allesammen til slut, siger Frantz, som også har haft Anoa (Coktail Jet) til start.

– Anoa var med i auktionsløbet i Aalborg, men blev desværre generet til galop. Om hun havde vundet er svært at sige, men jeg er sikker på at hun havde været nummer to eller tre.

– Derudover har både Astana (Chipmate) og Annabell Butcher (Pearsall Hanover) startet en enkelt gang, og jeg synes egentlig det er ganske flot at vi har fået fire af staldens seks 2-åringer klar til start i år.

Frantz Präem har desuden to særdeles spændende 3-åringer, Wannabe Butcher (Armbro Goal) og Wallander (Lindy Lane), der begge har vist ganske fine evner og bl.a. sørgede for dobbeltsejr til stalden i Grand Circle 3-års Championat Consolation.

– De har hidtil ligget lige efter de bedste i årgangen og målet er i første omgang Consolationsløbene, men jeg har jeg da en feeling for at de godt kan snige sig op blandt de 12 bedste, smiler Frantz.

– Wannabe Butcher og Wallander er svære at skille ad og jeg holder begge heste meget højt. Wannabe er katapulthurtig fra start og jeg håber han kan lægge nogle ekstra muskler på i løbet af vinteren. Wallander er til gengæld allerede utrolig stærk, så de bliver spændende at følge fremover.

Staldens mest vindende hest i år har været Solo, der har vundet halvdelen af sine 14 starter og tjent 82.000 kr.

– Solo gør altid sit bedste og udvikler sig i takt med de penge han tjener. Det er en hest, der vil fortsætte op gennem klasserne og jeg tror ikke han får problemer med de første 3-400.000 kroner hvis han kan holdes frisk, siger Frantz.

Fine forhold
De første mange år trænede Frantz Praëm sine heste dels hjemme og dels på Fyens Væddeløbsbane, men det er nu en saga blot. I dag står samtlige heste på Stald Butchers gård i Taulov ved Fredericia – og det er ikke helt tilfældigt. Frantz danner nemlig par med Annette Grøn, datter af Stald Butchers ejere, Susan og Niels-Erik Christensen.

– Vi har nogle rigtige fine forhold på gården, hvor der pt. står omkring 33 heste alt inklusive. Foruden 20 tdr. land med rigtig gode folde, er der en træningsbane, ligeud-bane (som vi anlagde i sommers), motionsbane, hvor især unghestene kan blive trænet langsomt, løbebånd og ridehus, så jeg er bestemt meget tilfreds, siger Frantz, som i øvrigt slet ikke skulle ha’ været travtræner.

– Vi var naboer til Fyens Væddeløbsbane da jeg var knægt og jeg løb hver eneste dag over på banen, hvor jeg hjalp til hos Ole Petter, da han vendte tilbage fra Amager. Men han havde “travlt” med at advare mig mod IKKE at blive travtræner, så jeg fik i stedet job som portør på sygehuset. Senere arbejdede jeg som slagteriarbejder i en del år, men startede så samtidig op som travtræner på halv tid i 2005.

– En dag lukkede slagteri imidlertid og jeg blev fyret, og så var der jo ikke andet at gøre end at springe ud i det. Jeg fik efterhånden flere og flere heste, men dengang havde jeg nok ikke regnet med at jeg skulle fejre 10-års jubilæum.

Frantz er selv en habil kusk, der som amatørkusk sidst i 90’erne vandt masser af løb med sin egen A’mi (31 sejre), men siden han startede som træner har han næsten udelukkende overladt linerne bag staldens heste til professionelle catchdrivere – primært Birger Jørgensen og Rene Kjær.

Svendestykket var Asbjørn T, der i Frantz Praëms regi vandt 27 løb og næsten 600.000 kr. Lillebror Mingus T har også været med til at slå den 53-årige fynbos navn fast med syvtommersøm sammen med en lang række andre fine heste som Hebron West, Star Life Waltz, Notice Flying P H, Solo, Wannabe Butcher og Vivo Torkdahl.