Dennis Olsen

Navn Dennis Olsen
Adresse Septembervej 35
Postnr./by 2730 Herlev
Telefon (privat)
Mobil 24 79 11 19
Mail staldturbo@hotmail.com
Hjemmeside Facebook: Stald Turbo
Født 23. februar 1973
Trænerstart 1. december 2009
Hjemmebane Charlottenlund Travbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Classic Puzzle

Dennis Olsen har været vidt omkring inden for travsporten og har haft konstant fremgang siden han startede som træner for snart fem år siden.

De færreste danske travtrænere kan prale af et CV som Dennis Olsens. Det startede i det små, da han efter 9. klasse blev ansat som staldmand hos Torben Fischer på Lunden, hvor han efter eget udsagn fik en god solid grundskole i travsportens forunderlige verden. Det var også dengang han fik kælenavnet “Turbo”. Selv husker han ikke helt nøjagtigt hvordan det opstod – “Men måske var det noget med at jeg var den hurtigste stalddreng på Lunden” griner Dennis.

– Siden kom jeg til Preben Kjærsgaard, hvor jeg var tre år og bl.a. fik jockeylicens, men da han flyttede til Belgien i 1993 havde jeg ikke lyst til at tage med. Jeg fik i stedet job hos danske Erik Bondo i Italien, hvor jeg havde et lærerigt år, inden jeg igen vendte hjem til Danmark og Per Iversen, som dengang var privattræner hos Erik Frøkjær.

– Siden rejste jeg til USA første gang, hvor jeg var hos Per Eriksson og senere vendte jeg tilbage for at arbejde hos Per Henriksen, som mange sikkert kender som manden bag Hambletonian-vinderen Nuclear Kosmos. Det var dog før min tid. Indimellem var jeg også en periode hos Preben Kjærsgaard i Tyskland.

For snart fem år siden fik Dennis “Turbo” Olsen lyst til at bliver selvstændig og 1. december 2009 startede han som træner på Lunden. Siden da er det – stort set – gået fremad fra år til år. I fjor blev det til 17 sejre og 458.000 kroner i indkørte præmier, og i år er det foreløbig blevet til seks sejre og 146.000 kr.

– Det er jo tegn på. at man udvikler sig og vi har efterhånden fået nogle ganske fornuftige heste ind i stalden, så det er meget positivt. Men betingelserne er stadig svære økonomisk og man skal virkelig tænke sig om, hvad man bruger pengene på, siger Dennis.

– Jeg kunne således godt ønske mig nogle bedre forhold for hesteejerne, som trods alt er dem vi lever af, samt for spillerne – uden dem var der ingen travsport; vi andre er kun “biprodukter”.

“Man har altid forhåbninger …”
Dennis Olsen har sine heste stående på Skovbo og stalden tæller pt. 13 heste. En af disse er den 4-årige hoppe Tricky Østervang (Lindy Lane), der i søndags gav “Turbo” sin seneste trænersejr, da den vandt på Lunden for Birger Jørgensen i rekordtiden 1.15,7a/2000 meter efter en stærk præstation.

– Tricky Østervang gik et fantomløb – 15,7 i sæsondebuten synes jeg er rigtig flot og det er en hest, jeg altid har holdt højt. Hun har faktisk også altid trænet pænt, men fik lidt problemer med bentøjet som 3-års og er derfor kommet lidt sent i gang. Jeg håber hun kan udvikle sig til at være med i årgangsløbene for hopper, men nu må vi se, siger Dennis, som tirsdag aften på Jägersro præsenterede en anden fin 4-åring, Tempo Lund (ENS Snapshot), der satte ny snorestartsrekord med tiden 1.17,6/2140 meter på en andenplads.

– Tempo Lund mødte bare en bedre hest og fik max. uddeling. Man har jo altid forhåbninger, men han skal virkelig skærpe sig for at kunne være i årgangsløbene i år. Men hvis han lever op til det han kan, er det er hest til consolationsløbene.

Staldens sidste 4-åring er Touch Me Chili (The Liquidator), der som 3-års viste ganske fine evner med to sejre og 71.000 kroner.

– Touch Me Chili sæsondebuterer den 2. april på Lunden. Hun har taget vintertræningen fint og ser godt ud. Jeg synes hun gik nogle rigtig gode løb i fjor. Hun slog ganske vist ikke til i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, men det var nok mest pga. startsporet, idet hun gik forrygende i prøven 14 dage forinden. Hun kan godt være en af de bedre hopper i årgangen, vurderer Dennis.

Spændende ungheste
En enkelt 2-åring, Absolutelynoexcuse – en lillebror til Magic Fly (1.13,5a) og Royal Fly (1.15,0a) – får havren serveret hos Dennis Olsen, som endnu ikke er sikker på om Classic Grand Cru-sønnen kommer til start som 2-års.

– Jeg regner med at han kan bliver godkendt sidst på sæsonen, men nu må vi se. Han er kommet lidt sent i gang pga. en operation for mus, men det virker som en fin hest, siger Dennis, som også – ihvertfald et par dage endnu – har tre 3-åringer i stalden.

– Italienske Sic d’Ete (Credit Winner) har gjort det fint i de starter han har gjort for os – har bl.a. vundet på Jägersro – men er på vej til Italien og går måske afsted om et par dage. Det har dog hele tiden været planen at den skulle retur til Italien engang her i foråret.

– U Nilema Pearl (Classic Grand Cru) virker som en fin hest og er ved at være prøveløbsklar, mens Waquas Esterel (ENS Snapshot) er lidt efter u Nilema Pearl – den håber jeg kommer i prøveløb i løbet af sommeren.

“Den skulle være blevet i USA”
Flere af Dennis Olsens heste ejes af Peter Wilhelmsen, bestyrelsesformand i Det Danske Travselskab, og de to kammerater havde for nogle år siden stor succes med amerikanskfødte Classic Puzzle, der vandt flere løb i sit hjemland som 2- og 3-års. I begyndelsen af 4-årssæsonen kom Classic Photo-sønnen til Danmark og forventningerne var store, men set i bakspejlet har den ny 7-årige skuffet en del. Classic Puzzle har således “kun” tjent 480.000 kroner.

– Set i bakspejlet skulle vi aldrig have taget ham hjem fra USA. Classic Puzzle klarede sig rigtig fint derover og der skulle den være blevet, men sket er sket, siger Dennis.

– Han har da gået nogle gode løb indimellem, men har slet ikke nået det niveau, som hans talent rækker til.

Classic Puzzle har ikke startet siden 1. december i fjor på Lunden.

– I vinters fik han en overanstregelse på en scene. Det ser OK ud nu og han træner stille og roligt, men tiden vil vise om han kommer tilbage på samme niveau som tidligere, siger Dennis, som i sin tid købte Classic Puzzle på Lexington-auktionen for $ 11.000.

– Det var en dyr fornøjelse, men sjovt at ha’ hest i træning i USA og det skal da prøves igen hvis økonomien rækker til det.