Christian Clausen

Navn Christian Clausen
Adresse Mannerupvej 8, Osted
Postnr./by 4320 Lejre
Telefon (privat) 46 49 61 12
Mobil 22 81 17 54
Mail camillajuul@ofir.dk
Hjemmeside
Født 16. februar 1962
Trænerstart 1. december 2002
Hjemmebane Charlottenlund Travbane
Link til trav.dk KLIK HER
Største sejr/
bedste hest
Grand Circle 5-års Championat (Lucky Boy)

Christian Clausen er en meget dygtig og erfaren travkusk – men har det fint med at være holde sig lidt i baggrunden.

Man kan undre sig lidt over, at Steen Juul har en erfaren jockey i stalden med omkring 250 sejre, men i stedet overlader alle gæstekøreturene til både danske og svenske trænerkollegaer. Senest i Jydsk 4-årings Grand Prix, hvor både Knud Mønster og Rene Kjær kørte for Team Juul.

Det er dog helt frivilligt, at Christian Clausen – som udover at være staldens førstemand også er chefens svigersøn – ikke svinger sig op i sulkyen i samme omfang som tidligere.

– Selvfølgelig er det sjovt at køre løb, men jeg kan sagtens undvære det. Det er ikke det, der trækker mere for mit vedkommende, siger Christian Clausen, som vist nok HAR fejret “sølvbryllup” sammen med Steen Juul!

– Tja, det skal nok passe …

– Jeg startede hos Steen i ’87 og har, med undtagelse af en afstikker på halvanden års tid, været her siden.

Afstikkeren bestod af et job hos Søborg Isolering i 1998-98, inden Christian Clausen lod sig overtale til et comeback hos Steen Juul – nu sammen med hustruen Camilla, som Christian har dannet par med siden 1993, og sammen har de to siden været en meget vigtig del af Team Juuls store succes.

– Vi boede jo allerede dengang i en lejlighed i Kirsten og Steens hus og Steen blev ved med at spørge mig, om jeg ikke snart var færdig med det “pjat” og kom tilbage hertil, griner Christian, som faktisk indledte sin professionelle karriere inden for travsporten hos Max Nielsen i 1985. Inden da havde han haft amatørlicens med Skive Trav som hjemmebane.

Træt af det hele
I travsportskredse kom det som en stor overraskelse, da Christian Clausen i sin tid meddelte, at han stoppede som jockey hos Steen Juul.

– Men jeg var på det tidspunkt gået lidt død i det hele. Dengang var der jo Fynsk Fredag i Odense og selvom vi kom sent hjem, var det afsted til Firkløvertrav i Århus og dagen efter løb på Lunden, så man havde jo aldrig fri, siger Christian.

“Flugtforsøget” varede dog som nævnt kun 1½ år.

– Sammenlignet med dengang kan man måske sige, at det er en fordel, at der efterhånden ikke er så mange løbsdage i Danmark, så vi ikke er “tvunget” til at skulle afsted til travløb hver eneste weekend fra fredag til søndag – men det er jo et arbejde vi elsker og det har været fantastisk at være med til at vinde så mange storløb og ha’ så mange fine heste, som vi har haft igennem årene, siger Christian.

– Men man kan godt glemme alt om tanken om et 7-15-job. Vi starter kl. 6 hver morgen og jeg fordrer sidste gang kl. 22.30 hver eneste dag året rundt. Man kan jo ikke bare stille foderspanden ude i stalden og holde weekend, og selvom vi selvfølgelig ikke arbejder hele tiden, er der egentlig altid noget at se til når vi samtidig bor her på gården.

Træner uden heste
Christian Clausen er ansat hos Steen Juul, men har beholdt sin trænerlicens, selvom han ikke har haft nogle heste i træning siden 2010.

– Jeg burde jo reelt få jockeylicens igen, men har bare aldrig fået gjort noget ved det, siger Christian, som fik trænerlicens da Steen Juul i 2002 valgte at prøve lykken som træner på Halmstad.

– Jeg skulle stå for de heste, vi havde på gården og derfor var det nødvendigt at jeg fik trænerlicens. Da Steen vendte hjem fortsatte jeg med at stå for nogle få heste, men de stoppede jo efterhånden karrieren og så har det ikke siden været aktuelt at stå som træner for andre heste.

– Jeg er rigtig glad for mit arbejde og synes vi har et godt sammenhold hos Team Juul. Det er Steen, som er bossen, men det er et teamwork og det synes jeg han er god til at påskønne.

– Det eneste jeg har savnet lidt er at arbejde med ungheste, men det har vi fået en af de senere år og i øjeblikket har vi et hold, så jeg får bestemt min lyst styret i den retning. Det er næsten udelukkende Steen og mig, som står for unghestene. Jeg har ikke nogle desiderede pasheste som Camilla, Jens og de tre staldpiger, men plejer at sige at jeg træner dem allesammen! smiler Christian.

Fremtiden?
Efter næsten 30 år som staldmand, heraf størsteparten i et tæt samarbejde med sin svigerfar, skulle man tro at Christian Clausen ikke længere har ambitioner om at starte for sig selv.

– Der har da været nogle småting gennem årene, men aldrig noget alvorligt. Engang tilbød Anders Wester mig at overtage hans forretning og gård i Ølstykke, men det blev som bekendt ikke til noget og det er jo efterhånden ret mange år siden, siger Christian.

– Jeg har ingen ambitioner om at overtage Steen Juuls forretning og hvis det skulle blive aktuelt en dag, bliver det på et noget mindre plan end de 40-45 heste vi har i dag, men – det ved Camilla også godt.